Bloggen har måtte finde sig i mange bemærkninger på det sidste. Når jeg fx har lovet at der snart vil være et nyt indlæg at finde, har mange svaret med ”har du en blog?” Svaret er naturligvis: Ja, det har jeg, hvilket du nok også kan se, i og med at du læser dette, selvom jeg selvfølgelig forstår, at har været i tvivl.
Og nu har jeg tilmed også sommerferie. Det har jeg faktisk haft et stykke tid nu, hvilket har været lækkert. San Francisco, halvdårligt vejr til trods, er en skøn by at have det i.
Skolen endte fint. Et A, et A minus og to gange B plus. Så jeg bestod, om end ikke som straight A student, så i hvert i fald ret langt fremme i det felt, jeg omtalte i et tidligere indlæg. Sådan ender det altid: Jeg siger, at jeg bare tager den med ro, og alligevel kan jeg ikke lade være med alligevel at gøre lidt ud af det. Pligtopfyldenhed og overjeg. Det slipper jeg nok aldrig af med, og det er der selvfølgelig også gode ting ved.
Jeg har i hvert lært en hel masse. Nogle udvekslingsstuderende har brokket sig over niveauet. Jeg ved ikke helt, om jeg mener det nødvendigvis er rigtigt, men sandt er det dog at undervisningen er anderledes i forhold til Danmark. Meget gymnasieagtig på sin vis om end selvfølgelig på et højere niveau. Typisk er 30-40% af ens karakter baseret på ens deltagelse i timerne. Ligesom årskarakterer i gymnasiet. Det gør at alle skal sige noget hele tiden, og at jeg bliver tvunget til at høre på folks mere eller mindre begavede indspark i debatten. Det kan være godt nogle gange og selvfølgelig en måde at lære om det, der foregår inde i hovederne på amerikanske unge. Andre gange bare plat pladder om alt og ingenting med det ene formål at blive hørt af underviseren. Og det virkede næsten nogle gange som om, at det er bedre at sige noget dumt end slet ikke at sige noget.
Det synes jeg dog er blevet opvejet af både spændende emner, tekster på højt niveau og også for de fleste af fagenes vedkommende virkelig kvalificerede undervisere, der virkelig fik tingene leveret på en fed måde. Så meget show.
Men hvad har jeg så lært? Jo, altså… for det første, at selvom vi ser de samme tv-serier og hører den samme musik, så hænger tingene sammen på helt andre måder her. Ja ja, det vidste I godt ja ja, men alligevel. Jeg havde fx troet at jeg skulle herover at lære om, hvordan vi bliver bedre til at håndtere immigration i Danmark, for det har man jo en lang tradition for at være god til over here. Men alt er bare så anderledes, at sammenligninger på en måde ikke rigtig giver mening.
Jeg vil mene, at åbenheden og tolerancen i forhold til immigration – legal som illegal – findes her, fordi den amerikanske drøm virkelig lever – i hvert fald i den forstand, at folk tror på den. Alle skal bare arbejde hårdt nok, så skal de nok blive lykkelige og alle skal have en chance for at kunne gøre det – også mexicanere, vietnamsere og arabere. At klasseskel så selvfølgelig reproducerer sig selv og fattiges børn også bliver fattige, mens riges børn kan blive præsidenter til trods for manglende begavelse – det ser man bort fra samtidig med det selvfølgelig også er det, der sikrer, at immigranterne aldrig får en bid af kagen, der svarer til det antal de udgør. Det er jo i sandhed bare et hel andet udgangspunkt end i gode gamle Velfærds Danmark.
Selv den mest venstreorienterede amerikaner bliver helt mærkelig at se på, når man fortæller om dansk skattetryk. De kan simpelthen ikke lide det. Tanken går dem dybt imod. Jeg er er om muligt stærkere tilhænger af velfærdsstaten med alt hvad den indebærer, end før jeg tog af sted, men samtidig mener jeg også, at den måske nogle gange kommer til at stå i vejen for integration af immigranter i Danmark. Vi betaler alle sammen ind til noget og forventer derfor at få noget igen. Men dem der lige er kommet, synes vi jo ikke har givet noget, og derfor fortjener de jo heller ikke at få noget. Og når vi så alligevel giver dem noget, kost og logi i Sandholm fx, har de jo bare at være glade, for vi giver dem jo noget de egentlig ikke har gjort sig fortjente til og vi klapper os selv på skulderen og synes vi er næstekærlige.
Ja, jeg ved godt de er ved at bygge en mur langs den mexicanske grænse og at der måske langsomt er ved at ske et skift væk fra tolerancen også her – men stadigvæk må Kjærsgaard og co. alle få allergiske reaktioner, når de hører om immigrationspolitikken her. I San Francisco og række andre storbyer fører man slags ”don’t ask, don’t tell”-politik i forhold til illegale immigranter. De får lov at gå i skole, få health care og bliver ikke sendt hjem når politiet tager dem for at gå over for rødt. Politiet må simpelthen ikke gøre noget. Offentlige ydelser til millioner af illegale indvandrere, der levede i Danmark på lige fod med danske statsborgere – det ville nok få nogle op af stolen.
En anden betragtning: Amerikanere har en tendens til at simplificere alt, stille alt op i sort/hvide modsætningsforhold. Med os / imod os, ond (Bush) / god (Obama), helt / skurk og alt er en konkurrence hvor man enten er vinder eller taber. Eller som en lærer på skolen hvor Anne Katrine laver feltarbejde siger til sine elever: You either make it or you break it. Nuancerne forsvinder fordi nuancer ikke sælger i et 100% markedsdrevet samfund.Jo simplere dit budskab er, jo bedre er dit produkt.
Her passer konspirationsteorierne også ind. Det er virkelig noget der har kunne hidse mig op – at folk kan være så ubegribeligt dumme, at de køber det lort. Bush planlagde 9/11 fx, og en hemmelig gruppe af mennesker mødes en gang i mellem og styrer hele verden uden at vi ved det og alle andre er bare deres marionetter. Det siger folk – og de mener det. Det er simple forklaringer på komplekse problemstillinger, der gør at man fastholde et simpelt billede af godt og ondt i stedet for at begynde at sætte sig ind i og prøve at forstå hvad det egentlig er der gør at nogle terrorister kunne finde på at styre fly ind i WTC.
Den sorte borgerrettighedsforkæmper og filosof Cornel West siger, at USA i bund og grund er et anti-intellektuelt samfund og skelner i den forbindelse mellem intelligens og intellekt. Intelligensen fokuserer på den kortsigtede succes, den viden der kan sælges på markedet. USA fokuserer på intelligens. Intellekt derimod, det at se bag det umiddelbare, kigge efter nuancerne og analysere det store framework, der holder det hele sammen, som West siger: evaluate the evaluation, det sælger ikke og har derfor trange kår.
I stigende grad vel også noget der vinder indpas i Danmark, ikke? Et ophold i USA er virkelig en reminder om, hvor vigtigt det er at blive ved at gøre opmærksom på at tingene sjældent er sort/hvide, men i langt de fleste tilfælde grå. Uanset hvor usexet grå så end måtte virke.
Apropos sort (som i at Cornel West er sort eller at sort er det modsatte af hvid eller noget): Noget andet der har været interessant for mig at observere har været amerikanernes brug etniske og racemæssige kategorier. Jeg tog et fag om det amerikanske uddannelsessystem på det der hedder Raza Studies. Raza Studies i sig selv er en dybt interessant konstruktion. Direkte oversat fra politisk korrekt amerikansk betyder det latinoers eget fag om dem selv. Tanken bag (tilbage i ’68) var at udvide det, man underviser om på universiteterne til ikke kun at handle om den hvide mands hvide tanker om andre hvide mænd.
Fornuftig tanke, men allerede her begynder race jo at blive interessant for som europæer, og måske især dansk akademiker, vil jeg instinktivt sige: jamen, race er jo en konstruktion, det betyder da ikke noget hvilken hudfarve manden (eller kvinden) der tænkte tanken havde, så længe den er klog. Forkert! I hvert fald på Raza Studies. Og det fik jeg tit at vide, når jeg rakte hånden op sagde ting som: ”Jamen, det betyder da ikke noget hvilken hudfarve man har, hvis man kæmper for den samme sag” – eller: ”det er da ligegyldigt hvilken hudfarve man har, i bund og grund handler det jo om klasse. De rige undertrykker de fattige – uanset hudfarve.” Følte mig nogle gange lidt ligesom den hvide kvinde, der kommer hen til Malcolm X i Malcolm X-filmen og spørger ham, hvad hun kan gøre for at hjælpe ham i hans kamp, og han svarer: Ingenting. Og så alligevel ikke for modsat kvinden i Malcolm X-filmen måtte jeg gerne være med. Jeg skulle bare ikke bilde mig ind at min hudfarve ikke betød noget.
I starten blev jeg sur, når de sagde mig imod, men langsomt begyndte jeg at forstå, mere og mere af, hvordan tingene ser ud fra det andet perspektiv. Race og etnicitet spiller en rolle på et helt andet niveau i USA i forhold til Danmark, fordi racismen gennem så mange år har været, og på mange måder stadig er, dybt institutionaliseret. At være hvid i sig selv er et privilegium på så mange måder, fordi hvide mennesker gennem så lang tid har besluttet, at det skal være det, så de kunne bibeholde deres egen position. Ikke bare et privilegium fordi man undgår fordomme, men ofte også et kontant økonomisk (og dermed uddannelsesmæssigt) privilegium, fordi lovgivningen også på det punkt (og ja, også efter Martin Luther King og civil rights) har forfordelt hvide.
Så kan man godt komme og sige at race er en social konstruktion, der i sig selv kun har den mening vi tillægger det – eller som man ville sige på ikke-akademisk: at det da ikke betyder noget, hvordan man ser ud. Det er som sådan også rigtigt nok. Men det er jo bare også kun den halve sandhed, når det rent faktisk betyder en hel del hvordan man ser ud.
Tjah… jeg ved det ikke. En utrolig kompleks sag som jeg nu lige har prøvet at udrede for jer i plat og populær videnskabelig form. Jeg beklager.
Og så har jeg også haft nogle journalistiske fag i øvrigt. Det ene meget praktisk og væsentligt bedre end det andet. Og se, noget af det jeg har skrevet er blevet oversat til spansk en to sproget spansk/engelsk lokal avis. En byline på spansk – det ryger da direkte på CV’et. Artiklen findes også på engelsk til dem, der mere fortrolige med det.
Og her en anden artikel som jeg egentlig synes er mere spændende selvom den aldrig blev trykt om en sag der fik meste af det politisk korrekte og i mine øjne nogle gange lidt småhykleriske San Francisco på den anden ende for nogle måneder siden.
Venskabsparet Monica og Martin er her. Det er dejligt. Lige nu sover de stakkels jetlaggede mennesker til middag. På onsdag tager vi med dem ud på roadtrip rundt i Californien, Nevada, Utah og Arizona. Jeg har brugt tre dage på at lave mixtapes, så jeg er SÅ parat. Det bliver nogle fede uger, inden vi vender snuden hjemover den 27. juni. Håber at få tid til at lægge lidt billeder ud undervejs.
Og afslutningvis: Det har været et superfedt halvt år, som jeg har fået på rigtig mange niveauer: fagligt, socialt, menneskeligt, sprogligt. San Francisco er en fantastisk by med fantastiske mennesker og USA er, som mnage nok ved, et virkelig interessant land at opleve first hand. Det kan anbefales.
Snart ses vi. KH Asbjørn.
